Foto

Musikanten

Musikanten var et natværtshus med levende musik hver dag. Der startede gerne en trio kl. 23, og henad klokken 2, dukkede så de musikere – der nu var færdige med at spille andre steder – op med deres ”håndvåben” – og jammede til den lyse morgen. Scenen, der var lille bitte og omkranset af et smedejernsgitter, rummede ofte seks – syv musikere. Nogle gange, var de, der egentlig var på lønnet arbejde, nødt til at gå i baren, for at give plads. Stedet er desværre blevet en fransk cafe, uden musik…. suk!

På billedet t.v. ses Parker Brothers: Tom Lemoins (guitar og vokal), Steen Vinkel (guitar) og Billy (bas og vokal). Billy er nu flyttet til USA og Steen døde alt for ung i 1999. Tom spiller stadig, men nu sammen med Henrik Bistrup. Jeg har haft fornøjelsen at spille sammen med dem alle. Både på Musikanten og andre steder.

John Gaffney

John arbejdede i Dennis Haugsgaards forretning på Frederiksberg, hvor vi købte vort grej. Ud over at optage Huckleberry Finn’s første brugbare demo, så spillede Mads og jeg sammen med ham et par gange. Han har selv bygget sin dobro-guitar.

Hans-Henrik Tonsberg

Hans-Henrik startede som 17 årig i Jomfruburet med at spille pigtråd sideløbende med han var i murerlære. I dag er han guitarist i danseorkestret ”Miami” (billedet t.h.) og duoen ”Os To”. Jeg har spillet nogle jobs sammen med ham, og vi har haft nogle herlige jamsessions.

Dizz Watson

Dizz spiller keyboard og synger New Orleans boogie, så det basker. Til trods for, at han kommer fra England.

Steen Vinkel

Steen var godheden selv, og har givet nattely til mangen en musiker. Han havde en stor 5 værelses i Tulinsgade, lige ved Musikanten. Så hvis der var en englænder eller en amerikaner i landet på turne, så kunne de altid finde nattely hos ham. Desværre døde Steen i en ung alder. Billedet overfor er fra hans begravelse i 1999. Tilstrømningen var kolossal, alt hvad der kunne krybe og gå af musikere, kendte som ukendte, var der. Walkers var der, Ken Gudman var der, Esben Just var der… ingen blev hjemme den dag.

Efter kirken drak vi gravøl på ”le Belle” og festede, så godt man kan i sådan en situation. Der blev også spillet rigtig meget musik. På billedet til venstre ses: Kim Gutman (slide guitar), Lars Verdich (vokal), Martin Frederiksen (bas), Dennis Hansson (med ryggen til), Jørgen Valsgaard (guitar) og Kurt Mortensen (keyboard). Hele aftenen igennem skiftede besætningen, jeg sang også et par sange, på billedet til højre synger jeg duet med Cliff. Tak til Jørgen Valsgaard, der lagde anlæg til.

Hansen Band

Jeg har været afløser for Finn Hansen (sang og bas), og så hygget vi os fra tid til anden i øvelokalet.

Torben Munk

Torben var en af vore dygtigste jazz guitarister, som gennem mere end 40 år var professionel. Han spillede bl.a. sammen med Niels Jørgen Sten, John Mogensen, Otto Brandenburg, Kjeld Ingrisch, Jesper Thilo og mange flere. Han spillede i øvrigt også banjo og harmonika. Jeg nåede optræde sammen med ham en enkelt gang, kort før hans død. En savnet kollega, ven og stor inspirationskilde.

Blue Moon

Jeg har også været afløser i bandet Blue Moon, og omvendt har trommeslageren Birger Lindegaard, fra Blue Moon, fra tid til andet været afløser i mit band: “Rock Store”.

Philip Gardelli (solo) 

Billede er fra Hillerød 2006 og venligst tilsendt af min “fynske fan-klub”, der ledes af Claus og Winnie.